Kognitiv terapi

Kognition betyder erkendeevne eller tænkning. Kognitive behandlingsformer er fælles betegnelse for kognitiv terapi og beslægtede psykologiske og psykosociale behandlingsformer. De bygger alle på menneskets særlige evne til at tænke, analysere, forestille sig og lære.

De kognitive behandlingsformer kan inddeles i fire hovedkategorier:

Psykoedukation

Undervisning af klienten i emner som er relateret til problemstillingen som eksempelvis, stress, angst, PTSD, depression o.l.,

social færdighedstræning

Træning i at opfatte sociale relationer/interaktioner korrekt, bearbejde indtryk hensigtsmæssigt og vælge reaktionsmåder der passer til situationen o.l.

kognitiv terapi

Er en indsigtsgivende terapiform som lægger hovedvægten på udvikling af evnen til at tænke realistisk, rationelt og analyserende med henblik på at øge handlemuligheder og bedre opleve emotionelle (følelsers) kvalitet.

Det er en normal menneskelig egenskab automatisk og hurtigt at tillægge sig selv, andre og begivenheder i omverdenen en betydning som bliver afgørende for følelsesliv og handlinger.

I kognitiv terapi anvendes en række teknikker, som alle har til hensigt at hjælpe klienten med at udforske hvilke hændelser, der udløser problemer/ubehag/symptomer, dysfunktionelle tanker, der automatisk er forbundet hermed samt hvilke tanker, der automatisk er forbundet hermed samt hvilke alternative tanker og dermed handlinger og følelser, der kunne være.

De centrale begreber omfatter personlighedsstruktur, med vægt på tænkningens udformning og terapeutiske teknikker:

Skemata

Betegner basale antagelser om personen selv, andre, fremtiden og forskellige begivenhedstyper. Der er tale om subjektive konstruktioner af virkeligheden, som er dannet og forstærket gennem opvæksten. Skemata har karakter af ikke-bevidste overbevisninger, der indvirker på følelser, motivation og handlinger. Indholdet kan f.eks. være forestillingen om at være totalt afhængig af andre, aldrig at kunne møde forståelse hos andre, ikke at være værd at elske, at være en fiasko o.l.

Skemata er grundlæggende for personligheden og har en identitetsstiftende funktion. Forandring af skemata kan tilsvarende opleves som identitetstruende og personen vil derfor ubevidst tilstræbe at de opretholdes.

Automatiske tanker

Opstår uvilkårligt, hurtigt og ofte flygtigt i relation til bestemte indtryk under indflydelse af de underliggende skemata. Eksempelvis ”Jeg dumper til eksamen”, ”Jeg bliver forladt at min kæreste, hvis jeg siger hende imod”o.l.

Automatisk tænkning dannes gennem perception (mental bearbejdning) af en given situation og beror i større eller mindre grad på forvrængning af denne. Forvrængningens funktion er at skabe overensstemmelse mellem omverdenens indtryk og de basale skemata. Kun de udsnit af givne situationer, der stemmer overens med de basale skamata, registreres af sanseapparatet til videre forarbejdning. Indtryk, der peger i andre retninger, udelukkes af bevidstheden.

Der findes en række forskellige forvrængningsmåder: Ved selektiv abstraktionudvælges enkelte aspekter af en situation og ud fra disse forstås hele situationen. Ved overgeneraliseringsluttes fra den ene situation til den anden, således at alle situationer opfattes ens. Tilsammen skaber disse to forvrængningsmåder en væsentlig indskrænkning i personens mulighed for introspektion (selviagttagelse, iagttagelse af ens eget bevidsthedsliv) og for forståelse af omverdenen.

Ved arbitrær slutning(skønsmæssig, vilkårlig) konkluderes tilfældigt ud fra enkelte tegn i en situation. Ved fejlattribuering(tillægge, tilskrive) sættes en oplevelse ind i en forkert meningssammenhæng og ved personaliseringopfattes en hændelse som rettet mod eller forårsaget af én selv. Situationens kvalitet kan endvidere opfattes forkert, som f.eks. ved katastrofetænkning.Veddikotomisering(tvedeling) formår personen kun at opleve et indtryk helt negativt eller helt positivt. Denne sort-hvid og enten-eller tænkning gør blind for nuancer i en situation.

Alternative tanker

Ovennævnte dysfunktionelle tænkning søges bevidstgjort og forandret gennem en kognitiv terapeutisk proces. En række begreber dækker de metoder og teknikker, der anvendes til dette formål:Omstruktureringer overbegrebet for kognitive teknikker hvis formål er at bevidstgøre om og ændre såvel automatisk tænkning som kognitive forvrængninger og – eventuelt – skemata.

Kognitiv terapi omfatter desuden flere adfærdsteknikker,hvoraf en central teknik er eksopneringdet vil sige at udsætte sig for en vanskelig situation i det virkelige liv. Under eksponering bliver klienten bevidst om sin automatiske tænkning og får til opgave at mobilisere alternativ tænkning. Dette er hovedbegrundelsen for den konsekvente anvendelse af hjemmeopgaver i kognitiv terapi. Klienten får i sessionen opgaver, som skal løses hjemme. Formålet er at terapitimens indsigter overføres til klientens dagligdag.

Opgaverne indeholder typisk konfrontation med situationer, som patienten på grund af sine psykiske problemer søger at undgå eller ikke kan klare. Som hjælpemiddel anvendes ofte 5-kolonne skemaer.

Et andet hyppigt anvendt hjælpemiddel i kognitiv terapi er selvvurderingstests (ratingscales). De benyttes mindst 2 gange, nemlig før og efter terapiforløbet, med henblik på at måle effekten og øge muligheden for at såvel terapeut som klient har en korrekt vurdering af de opnåede resultater.